Skal du læse op på fysik og kemi? Eller skal du til prøve i morgen, og har glemt at få styr på atomerne? Så sæt dig ned, stram selerne, og se filmene med det samme. Stort set alle de ting du skal vide om atomare processer i fysik/kemi i 9. og 10. klasse vil blive gennemgået her. Danmarks mest effektive videnskanyle vil stikke ioniseret viden om fusion, fission, radioaktivitet og atombomber direkte ned i din hjerne. Ingen ar. Nemt at huske. Garanteret. Og sjovt bliver det også. 

Filmene på denne side kan bruges som undervisningsmateriale i fysik/kemi i 9. og 10. klasse.De  kan også med fordel ses inden eleverne skal til prøve. Eller bare for fornøjelsens skyld. Svært stof må nemlig gerne være godt formidlet, og derfor har vi udviklet disse ni kortfilm, som forhåbentligt gør det lidt lettere at lære om atomer, ioner, fusion, fission, radioaktivitet, det periodiske system, og alt det andet der får atomure og resten af den fysiske verden til at tikke.

Her er ni animerede læringsfilm om atomer og deres fusions- og fissions-processer til brug i faget fysik/kemi i udskolingen. Specifikt er filmene målrettet til færdigheds- og vidensområdet ”partikler, bølger og stråling” i læseplanen for faget fysik/kemi med det formål at give elevernes læring af traditionelt svært stof en underholdende og let tilgængelig dimension.

Der findes et væld af undervisningsmaterialer som forsøger at forklare atomare processer på en simpel måde. I dette materiale har vi inkorporeret de mange fordele som moderne digitale medier kan give i form af simulationer, narrativer og film. Et stigende antal forskningsartikler viser, at faktuel viden bedst huskes (og forstås) via motiverende fortællinger og aktiverende kontekster (også kaldt narrativ, aktiv og situeret læring, se referencer forneden).

Ideen med filmene er at er vise, hvordan man kan kombinere animeret storytelling

med de digitale mediers evne til at anskueliggøre komplicerede dynamiske processer, og dermed producere engagerende, lærerige og underholdende undervisningsmaterialer om selv de sværeste emner i folkeskolen. Vi har benyttet os af et filmklip-format der kombinerer animationer med simulationer, billedmontage og narrativ doodling.

Storyboardet er udviklet af forfatter og illustrator Boris Boll-Johansen (klørkonge.dk) i samarbejde med fysiker og formidler Søren Storm (undervisningsfysik.dk) og projektleder Robin Engelhardt (Sententia). Alt materiale er blevet fakta-tjekket af fagkonsulenter og underbygget af pædagogiske eksperter fra hhv. Institut for Naturfagsdidaktik på Københavns Universitet og Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet. Materialet er produceret med støtte af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings udlodningsmidler.

Alle film er gratis og ud over her, på denne hjemmeside, kan du finde dem på EMU-portalen og YouTube. Filmene kan downloades gratis til mobiltelefoner, computere, tablets osv.

Der er desuden tilknyttet en OPGAVESAMLING til hver af filmene, som kan bruges i undervisningen. (Du kan downloade dem her fra siden.)

Ellers kan filmene blot anbefales som supplerende materiale til de elever, der måtte have travlt.

Referencer:

  • Bruner, J. (1991). "The narrative construction of reality." Critical inquiry 18(1): 1-21.
  • Mott, B. W., Callaway, C. B., Zettlemoyer, L. S., Lee, S. Y., & Lester, J. C. (1999). Towards narrative centered learning environments. Paper presented at the Proceedings of the 1999 AAAI fall symposium on narrative intelligence.
  • Conole, G., Dyke, M., Oliver, M., & Seale, J. (2004). Mapping pedagogy and tools for effective learning design. Computers & Education, 43(1), 17-33.
  • Haven, K. F. (2007). “Story proof: The science behind the startling power of story.” Greenwood Publishing Group.
  • Dahlstrom, M. F. (2014). "Using narratives and storytelling to communicate science with non-expert audiences." Proceedings of the National Academy of Sciences 111(Supplement 4): 13614-13620.
  • Medin, D. L. and M. Bang (2014). "The cultural side of science communication." Proceedings of the National Academy of Sciences 111(Supplement 4): 13621-13626.
  • Olson, R. (2015). “Houston, we have a narrative.” The University of Chicago Press.
  • Green, S. J., et al. (2018). Uniting science and stories: Perspectives on the value of storytelling for communicating science, Canadian Science Publishing 65 Auriga Drive, Suite 203, Ottawa, ON K2E 7W6.
  • 1. Atomets opbygning
  • 2. Det periodiske system
  • 3. Valenselektroner og ioner
  • 4. Ædelgasser og bindinger
  • 5. Isotoper og henfald
  • 6. Radioaktivt henfald
  • 7. Radioaktiv stråling
  • 8. Atomkraft
  • 9. Atombomber

Videnskanylen er udviklet af fysiker og formidler Søren Storm, kemiker og forsker Robin Engelhardt (sententia) samt forfatter og illustrator Boris Boll-Johansen (klørkonge.dk).


Kontakt:
Søren Storm, info[a]undervisningsfysik.dk
Boris Boll-Johansen, kontakt[a]kloerkonge.dk